En anden form for mosedannelse er ”forsumpningsmose”, hvor dannelsen foregår på et fugtigt område der i forvejen er næringsfattigt. Dette vil i de fleste skabe en hedemose. De fleste tørvemoser har en såkaldt ”lagg-zone”. Laggen er et område med ofte åbent vand, der tit omgiver tørvemosen hele vejen rundt.

Tørvemoser dannes kun i områder hvor klimaet er tilstrækkeligt koldt og fugtigt, og kun i moser der i forvejen er sure, selvom sphagnummosserne alligevel langsomt vil nedsætte ph-værdien (surhedsgraden) til omkring 4. Derfor finder man i Europe kun tørvemoser nordpå, f.eks. Skandinavien, Finland, de baltiske lande, Nordtyskland, Holland, Storbritannien og Irland, samt i visse bjergegne, hvor forholdene passer til mosedannelsen. Tørvemoserne kan inddeles i 4 typer:

Overgangsfattigkæret er tørvemosens første fase, efter dens egentlige dannelse. I denne fase vil man finde flere forskellige planter, som ikke nødvendigvis er tilknyttet tørvemoser ellers. Efterhånden som mosen langsomt forsures, vil flere af disse planter forsvinde, og mosen vil blive et ekstremfattigkær. Både overgangsfattigkær og ekstremfattigkær vil i reglen fremstå som hængesække, ofte på søer o. lign. Det skal dog lige bemærkes at ekstremfattigkær ofte optræder på hængesækken, hvor randzonen af mosen endnu er overgangsfattigkær. Ofte vil et overgangsfattigkær dog kun være mere eller indre separate ”øer” af flydende mos på et åbent vandspejl, mens ekstremfattigkær ofte optræder på hængesække der helt eller næsten helt dækker søens vandspejl. Dette er dog langtfra en pålidelig måde at adskille de to typer fattigkær fra hinanden, til dette må man kigge på stedernes flora.

Hjortemose i Tokkekøb Hegn, Nordsjælland d. 28 september 2014. Fotograf; Magnus Vest Hebsgaard. Et eksempel på et blandet overgangs- og ekstremfattigkær.

Gennem udviklingsprocessen af ekstremfattigkæret, forsures vandmiljøet i tørvemosen langsomt mere og mere af sphagnummoserne. Det betyder, at når sphagnummosserne dør, vil de ikke nedbrydes, men i stedet indgå i et langsomt tykkere lag dødt tørv, som gennem tiden skubber mosefladen højere og højere op, i takt med at mosserne blot vokser videre ovenpå det døde tørv længere nede. Sphagnummosserne er i stand til at suge grundvand fra den oprindelige sø op til en halv meter gennem den døde tørv. På et tidspunkt er laget af dødt tørv dog blevet så tykt, at det levende sphagnum ikke længere ikke længere kan suge grundvand igennem det. Når dette stadie nås, er en egentlig højmose dannet. Hvor overgangsfattigkæret og ekstremfattigkæret er i stand til at suge vand op fra grundvandet, modtager højmosen kun væske fra nedbør og fra luften. 

Højmosen vil på et tidspunkt være vokset op over sine omgivelser, hvorved en hvælvet form dannes. Et eksempel på dette er Nybo Mose på Sydfyn, hvor man nærmest går op af en mindre skrænt for at komme op på selve mosefladen. Det er altså derfra at betegnelsen ”højmose” kommer fra. Højmoser har ofte flere tusind år på bagen, og kan derfor være flere meter højere end det omgivende landskab. Højmosen er højest på midten. Her dannes en mosaik af tuer og lavereliggende høljer. Tuerne er ofte tæt bevokset med Hedelyng, Rosmarinlyng, Tranebær og kæruld. På ældre højmoser er det ofte kun i høljerne, der er små lavereliggende ”bassiner”, at det levende sphagnummos vokser. Højmosen vokser ved at det levende mos i høljerne langsomt vokser op over tuerne, der så i stedet bliver til høljer, hvorefter processen starter forfra.

På Øerne er der i dag kun bevaret i alt 6 højmoser (eller partier af aktiv højmose i tørvegravnings- ødelagte moser); Skidendam og Holmegårds Mose på Sjælland, Nybo Mose og Storelung på Fyn, Stubberup Mose på Lolland og Horreby Lyng på Falster. Af disse, er det kun Skidendam der er helt uberørt af tørvegravning, mens f.eks. Horreby Lyng i dag er næsten fuldstændig ødelagt. Flere steder, f.eks. Tinkerup Mose i Nordsjælland og Bagholt Mose på Stevns, ses gamle tørvegravnings-ødelagte højmoser, der i dag kun har karakter af (især) ekstremfattigkær, enten fordi højmosens udvikling er gået i stå, eller fordi nyere hængesække har etableret sig på de gamle hængesække. I Jylland findes der i dag heller ikke mange højmoser, men dog væsentligt flere end på Øerne. Man regner dog med at der i hele Danmark var omkring 800-900 højmoser i 1800-tallet.

Den 4. type fattigkær er hedemose, som normalt opstår som forsumpningsmose, når sphagnummos indvandrer til et surt og fugtigt parti på meget næringsfattig sandjord. Denne type fattigkær har ikke forbindelse til de tre andre typer tørvemose. På Øerne er kun en enkelt hedemose bevaret til i dag, en navnløs mose nær Sandkroen i sommerhusområdet Asserbo Sand/Karsemosen i Nordsjælland, som dog desværre også er så godt som ødelagt.

I tørvemoserne finder man i Danmark 4 dagsommerfuglearter, der enten altid, eller næsten altid, er tilknyttet denne naturtype. Det drejer sig om Moseperlemorsommerfugl, Boloria aquilonaris. Moserandøje, Coenonympha tullia. Bølleblåfugl, Agriades optilete og Grøn Busksommerfugl, Callophrys rubi. Dertil kommer den meget sjældne trækgæst Mosehøsommerfugl, Colias palaeno der kun har ynglet sporadisk i Danmark i få år af gangen, og dertil ikke er set herhjemme med sikkerhed siden 2002, hvor et individ blev observeret i Holmegårds Mose på Sydsjælland. 

Moseperlemorsommerfugl er en effektiv langdistanceflyver, hvis larve lever på Tranebær. Den flyver typisk fra omkring 10. juni til et godt stykke ind i juli. Moseperlemorsommerfugl findes endnu mange steder i Jylland, men i dag kendes den fra Sjælland kun fra 3 lokaliteter, og fra Fyn fra 4. Den er tidligere kendt fra mindst 24 lokaliteter på Sjælland, og 8 på Fyn. Arten er også kendt fra Falster, hvor den sidst er set på Horreby Lyng i 1940† og Virket Lyng i 1967†.

Moserandøje er ofte tilknyttet mere tørre tørvemoser, hvor dens larve lever på Tue-Kæruld, mens også våde hængesække hvor den lever på Smalbladet Kæruld og Hvid Næbfrø. Moserandøje findes endnu ret mange steder i Jylland, men på Øerne findes den i dag kun i Holmegårds Mose, hvor bestanden dog heldigvis endnu er talstærk og sund. Den er tidligere kendt fra ca. 35 bestande på Sjælland, ca. 15 bestande på Fyn, sidst set i Nybo Mose i 1983†, på Langeland ved Helleved i 1932†, fra Falster på Horreby Lyng, hvor den sidst er set i 1955†, og fra Møn i Busemarke Mose, hvor den sidst er set i 1934†. Moserandøje har i Danmark to underarter; ssp. davus findes i Sønderjylland (har tidligere været på Fyn, og så langt nordpå i Jylland som Jelling) og ssp. tullia, som findes i resten af Jylland samt Holmegårds Mose på Sjælland.

Bølleblåfugl findes ligesom de to foregående arter også endnu mange steder i Jylland, mens den på Øerne i dag kun kendes fra 5 steder på Sjælland samt Nybo Mose på Fyn. Den er tidligere kendt fra ca. 29 bestande på Sjælland, samt Horreby- og Virket Lyng på Falster, hvor den for begge steders vedkommende sidst er set i 1959†. De 4 fynske bestande der har været kendskab til gennem tiden, tilhørte/tilhører alle underarten ssp. clara, der ellers kun er kendt fra Lauenborg i Nordtyskland. Larverne af Bølleblåfugl lever normalt på Tranebær. De kan også leve på Mosebølle (deraf artens danske navn), men er der Tranebær på lokaliteten, foretrækkes denne fremfor Mosebølle.

Grøn Busksommerfugl findes mange steder i Jylland, ikke kun i tørvemoser, mens den på Fyn og Sjælland er relativt sjælden, med et begrænset antal bestande. På Falster findes den på Horreby Lyng. I modsætning til de 3 foregående arter, er tilbagegangen hos Grøn Busksommerfugl moderat. Dens larve lever på flere forskellige planter, men i tørvemoser er den kun kendt fra Revling, Tranebær og Mosebølle, hvor Tranebær suverænt foretrækkes af de tre.

Desværre er tørvemosen en stærkt truet naturtype i dag. Der har været tørvegravning i Danmark siden jernalderen, hvilket kun har påvirket antallet af moser i meget ringe grad. I 1800-tallet begyndte man dog at intensivere tørvegravningen, og under de to verdenskrige eskalerede det, da det var nærsten umuligt at skaffe koks og andet brændsel, og man derfor måtte finde alternativer, hvorved man endte ved tørv. Især under 2. Verdenskrig blev der udvundet utrolige mængder tørv. Langt størstedelen af tørvemoserne på Øerne forsvandt i denne periode. I dag er kun en brøkdel bevaret, enten som afgravede rester eller fordi de af en eller anden grund har været beskyttet mod afgravningen. De fleste bevarede moser ligger i Nordsjælland. Afgravede og i dag ødelagte tørvemoser ses overalt, og kan ofte genkendes på en karakteristisk opvækst af div. træer, samt de stærkt kantede gravede søer (tørvegrave). Undertiden kan man også finde de sidste rester af de gamle plantesamfund, fra dengang stederne endnu var tørvemose, hvilket især gælder planter som Hedelyng, Blåbær, Tyttebær og Mosebølle.

I det følgende gennemgås de tørvemoser på Øerne, hvor der endnu findes én eller flere af de 4 nævnte tørvemose-tilknyttede dagsommerfuglearter vi har i Danmark, samt enkelte moser hvor arterne tidligere har fandtes, og det kunne forventes at de måske endnu er.

Sjælland:

Kirkemosen

Kirkemosen d. 12 juni 2014. Fotograf; Magnus Vest Hebsgaard.

Kirkemosen i Ryegård Dyrehave ved Ejby, på Hornsherred, er et af Sjællands fineste ekstremfattigkær. Det er således også den eneste mose på Øerne, hvor man i dag kan opleve hele 3 fattigkær-dagsommerfugle, nemlig Moseperlemorsommerfugl, Bølleblåfugl og Grøn Busksommerfugl. Førstnævnte har sin bedste danske bestand her, hvor der trods en tydelig nedgang endnu snildt kan ses op mod 100 individer på én dag. Moseperlemorsommerfugl kan i Kirkemosen altid ses fouragerende på kærtidslerne i mosens randzone, eller på de få tilbageværende Kragefod, der er den vigtigeste fødekilde for arten på mange danske lokaliteter. Bølleblåfugl er ikke specielt talrig, ofte ses højest 10-15 individer på en dag. Det samme gælder Grøn Busksommerfugl, der i Kirkemosen udelukkende lever på Tranebær, grundet den manglende tilstedeværelse af Mosebølle på lokaliteten. Tidligere havde også Moserandøje en god bestand i mosen, men det sidste individ blev set i 1976†. Kirkemosen har været kendt som sommerfuglelokalitet siden i hvert fald 1914, hvor S. Hornung fandt Moserandøje i mosen. Sidenhen har Kirkemosen været blandt Sjællands mest besøgte lokaliteter. Kirkemosen er helt uberørt af tørvegravning, og er så langt i sin udvikling, at den formentlig om blot få hundrede år vil udvikle sig til en egentlig højmose.

Ny Krogstrup Mose

Højmose Ny Krogstrup, Hornsherred, Sjælland d. 1 juli 2014. Fotograf; Magnus Vest Hebsgaard

Ny Krogstrup Mose, på gamle landkort kendt under navnet ”Löwekiær”, er beliggende ved den lille samling huse Ny Krogstrup, nord for Skibby på Hornsherred, og hører under Svanholm Gods. Mosen er omgivet af et meget tæt pilekrat, og den eneste adgang til mosen er en lille åbning i krattet på mosens sydvestside. I 1993 fandt Svend E. J. Henriksen Grøn Busksommerfugl ved Svanholm, formentlig i eller nær Ny Krogstrup Mose. Sidenhen har lokaliteten formentlig kun været besøgt en enkelt gang, i det tidlige forår. Imidlertid konstaterede Magnus Vest Hebsgaard i 2014 en bestand af den (på Øerne) ellers uhyre sjældne Moseperlemorsommerfugl, som derved (igen) kendes fra 3 bestande på Sjælland. Ved samme lejlighed konstateredes også at Grøn Busksommerfugl endnu findes på lokaliteten, idet larver observeredes på Tranebær. Bestanden af Moseperlemorsommerfugl i Ny Krogstrup Mose er grundet sin nylige opdagelse kun iagttaget ganske få gange, men vurderes at være stabil og ganske talstærk med op til 20 set individer pr. dag. Ny Krogstrup Mose, som er et endda meget flot ekstremfattigkær, har formentlig aldrig været udsat for tørvegravning, men opvoksende birketræer udgør (som i de fleste andre tørvemoser på Øerne) en væsentlig trussel. Den sjældne Dyndstar er tidligere fundet på lokaliteten.

Ulkestrup Lyng og Verup Mose

Ulkestrup Lyng og Verup Mose er blandt resterne af Sjællands tidligere største højmose, Store Åmose og er beliggende ved Undløse på Midtsjælland. De eneste to fattigkærsområder der endnu er mere eller mindre lysåbne på Ulkestrup Lyng, findes i den vestlige ende af mosen. Verup Mose er generelt relativt lysåben. Begge lokaliteter er ejet af Bodal Gods. I Verup Mose og Ulkstrup Lyng er Grøn Busksommerfugl senest fundet i 2001, og findes med al sandsynlighed endnu begge steder. På Ulkestrup Lyng er der imidlertid også tidligere fundet Mosehøsommerfugl (1975) og Moserandøje, som tidligere er set i mængder på lokaliteten, blev sidst set i 1976†. Bølleblåfugl klarede sig lidt længere; det sidste fund fra Ulkestrup Lyng er fra 1990†. Mosehøsommerfugl dukkede også op på en ukendt lokalitet i Åmosen under den store invasion i 1992. På Ulkestrup Lyngs findes flere (på Øerne) sjældne fattigkærsplanter som Rosmarinlyng, Femradet Ulvefod, Kongebregne og Hvid Næbfrø, mens der fra Verup Mose kun er kendt Rosmarinlyng og Femradet Ulvefod.

Back to Lepidoptera, Butterflies Systematic

Tilbage til Lepidoptera, Sommerfugle Systematik

Home Tilbage til forsiden