Udseende: Er en lille sommerfugl med rødgyldne forvinger med fine sorte pletter, mørke bagvinger, hvor sømfeltet er rød med fine sorte sømpletter. Hannen er mere spidsvinget end hunnen der er lidt større og buttet i vingeform. Undersiden kan variere fra blygrå til lysebrun.

I højsommeren forekommer der ofte mørkere hanner med lidt længere haler, form; elea (Fabricius, 1798). En mere almindelig form er med en række blå pletter på bagvinge overside i ydrefeltet, form; caeruleopunctata (Rühl, 1895).

Der findes en sjælden aberration der er lys flødefarvet på oversiden; ab. schmidtii (Gerhard, 1853). Endnu sjældnere er en hvid; ab. alba (Tutt, 1906). I England har man beskrevet over 140 forskellige aberrationer.

Vingefang: 22 - 34 mm.

Habitat: Dens levesteder er på sydvendte bakker, tørre sandede overdrev, heder, strandoverdrev, diger, braklagte magre jorde, ruderater med åbne jordpletter uden vegetation. Er lokal almindelig i kulturlandskabet.

Adfærd: Lille Ildfugl er solelskende og ivrig blomsterbesøger på engbrandbæger, røllike, rejnfan, agertidsel, knopurt, blåhat, due-skabiose, merian, timian, øjentrøst og mange andre nektarrige blomster. Man ser man den ofte langs grusveje og stier i på marker og skovlysninger hvor den holder øje med andre sommerfugle som den ivrigt jager væk fra sit territorium.

Flyvetid: Er en lille hårdfør sommerfugl som flyver i 2 til 3 generationer fra april til november!
Sidste imago er set i Sonnerup, Frederiksværk d. 16 november 2006 af Martin Bjerg. På de Kanariske øer flyver den året rundt.

Æg, larve og puppe: Æg lægges spredt eller enkeltvis på blade, klækker efter 4 til 10 dage, larveudvikling om sommeren er hurtig fra 2 til 3 uger, udvikling om efteråret er langsommere, hvor den halvvoksne larve går til overvintring, efter overvintring forsætter larven sin vækst i 3 til 4 uger, puppestadie 1 til 3 uger som ligger gemt under mosser eller lav.

Myrmecophile relationer: Er begrænset.
Parasiter: Snyltehveps; Hyposoter placidus som angriber sidste larvestadie og puppe. Småsnyltehveps; Cotesia puprea som lægger op til flere æg på larve.

Værtsplante: Rødknæ, Rumex acetosella som er en pionerplante der kan overleve og sprede sig, selv ved tæt maskinel klipning eller intensiv fåregræsning.
Mindre hyppig på Almindelig Syre, Rumex acetosa. Kruset Skræppe, Rumex crispus. Butbladet Skræppe, Rumex obtusifolius og Vej-Pileurt, Polygonum aviculare.
På arktiske tundra fra det nordlig Norge til Grønland bruges Fjeldsyre, Oxyria digyna.

Nordeuropæisk udbredelseskort lavet af; Lars Andersen januar 2017

Udbredelse i Nordeuropa og Grønland:
Ssp. hibernica (Goodson, 1948); Irland og Isle of Man.

Ssp. eleus (Fabricius, 1798); Udbredt i England, Wales og Skotland.
P.S. Underart / ssp. eleus anderkendes i england (UK Butterflies), men i resten af europa bliver den betragtet som en ssp. phlaeas?

Ssp. phlaeas (Linnaeus, 1761); Udbredt i hele Europa til Kaukasus og vestlig Sibirien. I Norden fra Norges dybe fjelddale og fjorddale op til Lofoten og Tromsø, udbredt i det sydlige Sverige til Finland , mangler i nåleskovene mod nord og fjeldregionerne, undtagen langs jernbanen op til Kiruna Järnbane station og Abisko Östra station, Torne Lappmark. En af de få arter der er etableret på Gotska Sandön nord for Gotland.
Og indført med kolonialiseringen fra Skandinavien til det østlige USA fra Nova Scotia sydpå til Georgia, Tennessee og Arkansas, og bredt sig til midtvesten til N. Dakota.
I USA kalder de den American Copper, Lycaena phlaeas ssp. americana (Morris, 1862).

Ssp. polaris (Courvoisier, 1911); Nord for polarcirklen fra Miessevarri, Kåfjordfjellet i Troms til Kilpisjärvi og Utsjoki i det nordligste Finland til Rolvsøya og Vadsøya, Finnmarken i det nordlig Norge. Videre udbredt til Kolahalvøen i det nordlig Rusland, de nordlig Uralbjerge til det nordlig og østlig Sibirien.

Ssp. feildeni (McLachlan, 1878); Det nordlig Alaska, arktiske Canada til Ellsmere Island. Qaanaaq ved MacCormick Fjord og Inersusat nær Pituffik, Thule Airbase i det nordvestlig Grønland.

Der findes flere underarter beskrevet, som i kan læse om på Lepidoptera and some other life forms.

Verdensudbredelse: Lille Ildfugl findes cirkulært over hele den nordlige halvkugle fra de kanariske øer og Madeira hvor ssp. phlaeoides (Staudinger, 1901) findes. Det nordvestlig Afrika, Levanten, Oman, Saudi Arabien, Eritrea, Etiopien, Uganda til Kenya, Tanzania og Malawi. Europa, Lille Asien, Nepal, Centralasien, Kina og Japan. I Nordamerika fra Alaska, Canada, USA til Ellsmere Island og det nordvestlig Grønland fra Thulebasen og Qaanaaq ved MacCormick Fjord.

Status: Lille Ildfugl er almindelig overalt i Danmark selv helt ud på de små øer. Er dog de senere år gået tilbage pga. øgede giftstoffer og kvævlstoffer i landbruget. På Amager Fælled var den ganske almindelig for 5 år siden, men nu i 2013 var der kun nogle få individer tilbage, er måske forsvundet?

Tidligere svensk navn før 2005: Liten Guldvinge.
Navneændringer på svenske fjärilar 2004 av Ulf Gärdenfors & Mats Lindeborg

Hedder på grønlandsk: Pakkaluaq Takornautaq. På dansk: Lille Ildfugl. På norsk: Ildgullvinge.
På svensk: Mindre Guldvinge. På finsk: Pikkukultasiipi. På estisk: Leek-kuldtiib.
På lettisk: Parastais zeltainitis. På litauisk: Mažasis auksinukas. På polsk: Czerwonczyk zarek.
På tysk: Kleiner Feuerfalter. På hollandsk: Kleine Vuurvlinder. På fransk: Cuivré Commun.
På italiensk: Argo bronzato. På katalansk: Coure comú. På spansk: Manto bicolor.
På portugisisk: Acobreada. På irsk: Copróg Bheag. På engelsk: Small Copper or American Copper.

Lignende arter: Kan forveksles med Sort Ildfugl hun som er samme størrelse, men kendes på den lyse gråhvide plettet underside. Og en slidt Dukatsommerfugl hun på oversiden.