Udseende: Forvingerne er gråbrune med sorte bølgede linjer hen over dem, mens bagvingerne er orange med sort kant. Bagkroppen er ret bred, med en viftehale af setae/børster for enden.
I modsætning til andre aftensværmere har de ingen seksuel dimorfi i størrelsen af deres antennelapper.
Vingefanget er 40-45 millimeter.

Habitat: Duehale kan let ses på ruderater, blomsterrige overdrev, i haver, parker, enge, buske og skovkant, hvor de foretrukne blomsterplanter vokser (kaprifolier, rød baldrian og mange andre).

Adfærd: Dens lange snabel 25-28 mm og dens svævende adfærd, ledsaget af en hørbar summende lyd, får den til at se bemærkelsesværdigt ud som en kolibri, mens den lever af blomster. Ligesom kolibrier lever den af blomster, der har rørformede kronblade. Det bør ikke være forveksles med de humlebisværmere, der kaldes kolibrisværmere i Nordamerika, i slægten Hemaris, medlemmer af samme familie og med lignende udseende og adfærd. Ligheden med kolibrier er et eksempel på konvergent evolution.
Den flyver om dagen, især i stærkt solskin, men også i skumringen, daggry og endda i regnen, hvilket er usædvanligt for selv dagflyvende aftensværmere.

Duehale er en særdeles dygtig flyver der engagerer sig i fri svæveflyvning som tillader mere manøvredygtighed og kontrol end fastvinget flyvning, på trods af høje energiomkostninger. Ligesom mange store insekter er det afhængigt af Johnstons organer for kropspositioneringsoplysninger.
I de sydlige dele af dens udbredelsesområde er duehale meget aktiv, selv når temperaturerne er høje, og thoraxtemperaturer over 45 °C er blevet målt. Dette er blandt de højeste registreret for aftensværmere og nær grænsen for insektmuskelaktivitet.

Livscyklus: To eller flere generationer om året. Den voksne kan mødes når som helst på året, især i den sydlige del af området, hvor der kan være tre eller fire generationer.
Den overvintrer som voksen i en sprække mellem klipper, træer og bygninger.
På meget varme dage kan den komme frem for at besøge blomster midt om vinteren.

Nektarplanter: Voksne er især glade for nektarrige blomster med et langt og smalt bæger, da de så kan drage fordel af deres lange snabel og undgå konkurrence fra andre insekter. Blomster med længere rør giver typisk duehale en højere nektarbelønning. Snabellængden menes at være blevet evolutionært påvirket af længden af blomsterføderør.
Eksempler på sådanne planter omfatter Sporebaldrian, Centranthus. Lægejasmin, Jasminum.
Kaprifolie, Lonicera. Sommerfuglebusk, Buddleia. Almindelig tobak, Nicotiana. Kodriver, Primula.
Stedmoderblomst, Viola. Syren, Syringa. Jernurt, Verbena. Slangehoved, Echium. Flox, Phlox
og Galtetand / Betonie, Stachys.
Duehale rapporteres til trap-line, det vil sige at de vender tilbage til de samme blomsterbede på omtrent samme tidspunkt hver dag.

Værtsplanter: Deres larver lever normalt på Burresnerre, Galium aparine. Gul snerre, Galium verum og Hvid snerre, Galium mollugo. Er også blevet registreret på andre planter som Krap, Rubiaceae. Sporebaldrian, Centranthus. Fladstjerne, Stellaria og Gederams, Epilobium.

Udbredelse: Duehale findes i hele den nordlige gamle verden fra Portugal til Japan, men den yngler hovedsageligt i varmere klimaer (det sydlige Europa, Nordafrika og mod øst.
Det er en stærk flyver, der spredes vidt på træk om sommeren op til det sydlig Norge og videre op til Ishavet og enkelte fund på Island. Den overlever dog sjældent vinteren på nordlige breddegrader (fx nord for Alperne i Europa, nord for Kaukasus i Rusland).

Aftensværmere i slægten Hemaris, også i familien Sphingidae, er kendt som "kolibrisværmer" i USA og humlebisværmer i Europa. Dette forårsager nogle gange forvirring mellem denne art og den nordamerikanske slægt.