Dueurtsværmer
Deilephila
elpenor
First update d.
29 march 2023
Last update
d. 24 august 2023
Dueurtsværmer, Deilephila elpenor imago & larve. Fotograf; Lars Andersen
Dueurtsværmer Deilephila elpenor (Linnaeus, 1758).
Udseende: En meget
distinkt art og svær at forveksle med nogen
anden i regionen i kharki og lyserøde farver.
Vingefang: 60--75 mm.
Habitats: Frequenterer flodsletterne med
vandhuller, vandløb, floder, men forekommer
også i fugtige skovlysninger, haver, ruderater
eller jernbanearealer; op til 1500m i Alperne.
Adfærd: Voksne gemmer sig væk blandt løvet om
dagen, og voksne flyver ikke, i modsætning til
mange andre aftensværmere, før langt efter
mørkets frembrud, hvor blomster som gedeblad Lonicera, neliker
/ dagpragtstjerne / limurt
Silene, slangehoved Echium vulgare, sommerfuglebusk Buddleja og baldrian Valeriana bliver ivrigt besøgt. Meget specialiseret nektarblomster
er skov-gøgelilje Platanthera chlorantha, bakke-gøgelilje Platanthera bifolia ssp. bifolia og langsporet gøgelilje Platanthera bifolia ssp. latiflora.
Mod midnat finder parring
sted, hvor par sjældent forbliver i copula i
mere end to timer. Efter adskillelse begynder
hunnerne straks at lægge æg og fortsætter med
at gøre det over et antal nætter, indtil cirka
100 æg er blevet lagt. Det er stærkt tiltrukket
af lys, og kommer ofte til kviksølvdamplamper
mellem kl. 22.00 og 24.00.
Flyvetid: Sidst i maj til
begyndelsen af juli, med en delvis anden
generation i Sydeuropa fra midten til slutningen
af august. I særlige år kan nogle voksne også
findes i august i det sydlige England. I det
sydlige Ural, fra slutningen af maj til
begyndelsen af juli; i det sydlige Portugal,
primært i april og maj.
Værtsplanter: larven der
findes i en grå eller grøn form, bruger mange
forskellige værtsplanter.
De vigtigste er dueurt
og gederams. Og mindre på snerre arter.
Mindre vigtige værtsplanter er: fuksia Fuchsia. fligtiglise Impatiens, springbalsamin Balsaminaceae, kattehale Lythrum, kærmysse Calla, bukkeblad Menyanthes og gedeblad Lonicera i Nordeuropa.
I sit sydlige udbredelsesområde også på vindrue Vitis, vildvin
Parthenocissus, steffenurt Circaea, natlys
Oenothera, snabelkalla Arisaema, pileurt
Polygonum, vild gulerod Daucus, fredløs Lysimachia og skræppe Rumex.
Dueurtsværmer plejede at være et lejlighedsvis
stort skadedyr på vinranker i Sydeuropa, men
sjældent i dag efter der bruges sprøjtemidler.
Udbredelse: En semi-migrant;
bosat i hele det tempererede Europa, herunder
Sicilien, Salento i det sydlige Italien, Korsika,
Sardinien, Republikken Nordmakedonien og
Bulgarien, over til det vestlige Sibirien og
Altai-bjergene. Også Tyrkiet, Moldova, Ukraine/Krim
og nedre Volga-flod, Alborz-bjergene i det
nordlige Iran og Republikken Georgien, Armenien
og Aserbajdsjan. Det er også til stede i det
østlige Kasakhstan, Kirgisistan og det nordlige
og sydøstlige Usbekistan nord til Altai-bjergene.
Fraværende fra det nordlige Skandinavien, det
nordlige Rusland, det meste af Mellemøsten og
Nordafrika, men registreret så langt mod nord
som Arkhangelsk Oblast og Ukhta i det europæiske
Rusland.
På den iberiske halvø findes denne art i det
nordlige og østlige områder.
Verdensudbredelse: Fra
det vestlige Sibirien over det sydlige Sibirien
og det sydlige Yakutia til det russiske
Fjernøsten, Sakhalin-øen, Kuriløerne, Korea og
Japan. Også det nordlige og centrale Kina så
langt sydpå som Tian Shan, Xizang-provinsen/Tibet,
Sichuan-provinsen og Nanjing).
Også det sydlige British
Columbia (Canada) og det nordlige Washington
State (USA), som en nylig introduktion.
Hedder på dansk: Dueurtsværmer. På svensk: Större
Snabelsvärmare.
På norsk: Stor Snabelsvermer. På finsk: Horsmakiitäjä. På tysk: Mittlerer
Weinschwärmer. På
nederlandsk: Groot Avondrood. På fransk: Sphinx de la Vigne. På spansk: Esfinge de la Vid. På engelsk: Large Elephant
Hawkmoth.
Lignende arter: Lille Vinsværmer, Deilephila porcellus (Linnaeus, 1758) som er mindre
end Dueurtsværmer.
Chitral Snabelsværmer, Deilephila rivularis (Boisduval, 1875).
På engelsk: Chitral Elephant Hawkmoth / Obscure Elephant Hawkmoth.
Type locality: Simla, India.
|
Langsporet Gøgelilje, Platanthera bifolia ssp. latiflora. Store Bøgeskov, Gyrstinge Sø.
d.
14 Juni 2008.
Fotograf: Lars Andersen
Dueurtsværmer, Deilephila elpenor larve. H/F Vennelyst, Amager d. 14 august 2005. Fotograf; Lars Andersen
Dueurtsværmer, Deilephila elpenor. Lundby Hede , Himmerland d. 4 juni 2011. Fotograf; Lars Andersen
_______________________
Dueurtsværmer, Deilephila elpenor på Rhododendron
d. 16 juni 2017.
Dueurtsværmer, Deilephila elpenor. Lille Salby,
Sjælland d. 16 juni 2017. Fotograf; Peter Møllmann
_______________________
Lille Vinsværmer
Deilephila
porcellus
First update d.
29 march 2023
Last update
d. 18 may 2023
Lille
Vinsværmer, Deilephila
porcellus.
Mols Bjerge, Djursland d. 1 juni
2008.
Fotograf; Lars
Andersen |
Dueurtsværmer, Deilephila
elpenor
&
Lille Vinsværmer, Deilephila
porcellus.
Lundby Hede , Himmerland d. 4 juni
2011.
Fotograf; Lars Andersen |
Lille
Vinsværmer, Deilephila
porcellus (Linnaeus,
1758).
Udseende: En karakteristisk art over det meste af
dens udbredelsesområde, men meget varierende i
farve.
I tørrere og varmere områder i Lilleasien og
Centralasien mister mange individer/populationer
nogle, hvis ikke alle, deres lyserøde farve:
mellemformer er f. rosea Zerny.
Hos f. indistincta Tutt er den røde erstattet af
rosagrå.
Hos f. suellus er al pink farve erstattet af en
gullig sandet farve.
Sådanne eksempler har en tendens til at være
hyppigere i tørre områder.
Vingefang: 40--62 mm.
Individer fra det nordvestlige Afrika, såvel som
fra Libanon, Israel og Toros-bjergene i det
sydlige Tyrkiet, kan være større end
gennemsnittet og mere farvestrålende. Disse to
populationer ser ud til at være beslægtede og
kan repræsentere de vestlige og østlige rester
af en population, som engang fandtes tværs over
Nordafrika under den sidste istid.Habitats: Frekventerer
kystområder, heder og engarealer, især
ubeskårne markbryn og vejkanter, hvor snerre Galium er til stede, normalt i lokale
kolonier, hvor det kan være rigeligt. Op til
1600m i Alperne og Spanien, men i Nordafrika,
Tyrkiet og det nordlige Iran er det begrænset
til nordvendte bjergskråninger i høje højder,
generelt på 1500--2000m.
I det centrale Iran og Centralasien frekventeres
åben, tør bjergskov eller krat med et godt
bunddække af urter. Findes normalt på omkring
2500m, sjældent under 2000m.
Adfærd: Selvom dens
generelle farve er meget mærkbar mod en kunstig
baggrund, blandt lav vegetation, hvor den hviler
om dagen, bryder den omridset af sværmeren meget
godt op. I skumringen går den på jagt efter
blomster som baldrian Valeriana, iris, salvie Salvia, slangehoved Echium, limurt
Silene og især Rhododendron, og holder op med at spise 2--3
timer senere. Efter midnat er arten igen aktiv,
men denne gang på jagt efter en mage. Parring
tager kun kort tid, hvorefter hunnerne skifter
fodring med æglægning, så snart skumringen
falder på, og afsætter deres små grønne æg
blandt snerre galium skud, mens de svæver. Let
tiltrukket af lys, store antal ankommer ofte i
løbet af kort tid.
Flyvetid: I Europa sidst i maj til begyndelsen af
juli, afhængigt af vejret, og i Sydeuropa igen i
august. I Nordafrika sidst i april/maj/juni,
afhængigt af lokationen; de marokkanske
populationer hovedsageligt i midten af juni. I
det sydlige Ural, fra slutningen af maj til
midten af juli.
Værtsplanter: De
vigtigste er gul snerre Galium
verum og hvid
snerre Galium
mollugo. Og mindre på dueurt og gederams arter.
Mindre vigtige
værtsplanter er: fligtiglise Impatiens,
I sit sydlige udbredelsesområde også på vindrue Vitis, vildvin
Parthenocissus.
Udbredelse: Med
undtagelse af den sydlige halvdel af Den Iberiske
Halvø og det nordlige Skotland og det nordlige
Skandinavien, udbredt i hele regionen, fra Irland
og Galicien og resten af Vesteuropa, herunder
Sardinien, Sicilien, Republikken Nordmakedonien
og Bulgarien til Novosibirsk , Tomsk og
Krasnoyarsk i det vestlige Sibirien, det østlige
Kasakhstan og Kirgisistan. Optaget så langt
nordpå som Karelen, Arkhangelsk Oblast og
Biostantsiya Syktgu i det europæiske Rusland.
Derefter sydpå fra den
kinesiske Tian Shan og andre dele af Xinjiang-provinsen,
Kina, tværs over det sydlige og østlige
Kasakhstan, Kirgisistan, Zeravshan-bjergene i
Tadsjikistan, det sydlige Usbekistan, det sydlige
Turkmenistan, Krim til det nordlige og østlige
Iran, det nordøstlige Irak, Kaukasus,
Republikken Georgien, Armenien og Aserbajdsjan,
og det nordlige Tyrkiet
Den isolerede population
i Nordvestafrika er begrænset til Middelatlas-
og Rifbjergene i Marokko (Ifrane, Jaba-skoven,
Mischliffen, Dayet-Aaoua, Ketama osv., og
Atlasbjergene i Algeriet og det vestlige Tunesien.
Der er også en anden
isoleret population med lignende udseende i de
libanesiske bjerge, det nordlige Israel og Toros-bjergene
i det sydlige Tyrkiet. Dette kan være den
østlige rest af en population, som engang fandt
sted på tværs af et køligere, grønnere og
vådere Nordafrika under den sidste istid.
Atlasbjergenes population er den vestlige rest.
Videre i Central Sibirien, Altai-bjergene i
Rusland og Mongoliet, Yakutia, Baikal-søen,
Transbaikalia, Amurland og nabolandet Indre
Mongoliet, Kina.
Hedder på dansk: Lille Vinværmer. På svensk: Mindre
Snabelsvärmare.
På norsk: Liten Snabelsvermer. På finsk: Pikkukiitäjä. På tysk: Kleiner
Weinschwärmer. På
nederlandsk: Klein Avondrood. På fransk: Petet Sphinx de la
Vigne.
På engelsk: Small Elephant Hawkmoth.
Lignende arter: Dueurtsværmer, Deilephila elpenor (Linnaeus, 1758) som er større
end Dueurtsværmer.
|
Lille Vinsværmer, Deilephila
porcellus larve på gul snerre.
Bjørnholt,
Silkeborg, Midtjylland d. 16. juli 2022. Fotograf; Jeppe Lyngsø
_______________________
Aftensværmere, Sphingidae
__________________________________________________
Tilbage/back
__________________________________________________
|